1.

Lørdag 2. februar – Søndag 3. februar

Jeg tjekkede taskerne en gang til. Pas, penge og papirer. Den gamle remse, fra da jeg var lille, hang stadig fast. Jo, jeg havde vist husket det hele.

Oppakningen var let. Kun en rygsæk og et praktisk bælte omkring livet, hvor der var plads til vandflaske, penge og de vigtige papirer.

Der var vådt men varmt i Bolivia på dette tidspunkt, og jeg skulle mest være i de fattige kvarterer i Riberalta, så det var ikke nødvendigt med flot tøj og udskiftning hver dag. Jeg måtte klare mig med lidt og satse på at få vasket ofte. Jeg havde trods alt muligheden for at komme hen til et møntvaskeri på mine fridage, og der var vist rindende vand i den bolig, som jeg ville få stillet til rådighed. Et bad engang imellem ville jo nok gøre lykke – også selv om det skulle være koldt og foregå i en håndvask. Heldigvis var jeg ikke sart af natur, så det ville sikkert gå.

Jeg havde meldt mig som frivillig til et projekt i Bolivia. Børnehjælpsorganisationen Er Bedre Børneliv manglede læger og sygeplejersker til at hjælpe fattige børn i slumkvarteret. Jeg har altid elsket at hjælpe. Det er måske derfor, at jeg blev sygeplejerske. Men jeg har også brug for at stresse af – at komme væk fra ansvar, omsorg og smil. At lade overskuddet op igen, som en solcellelampe der lige skal se solen med jævne mellemrum for at kunne kaste sit lys igen. Jeg løber ofte, bare seks til otte kilometer, og ferier forgår altid med vandrestøvler og rygsæk. Jeg har en god veninde med samme interesser, og hun tager ofte med. Det er en perfekt kombination – hårdt slid om dagen og tøsesnak om aftenen. Da ingen af os har kærester, kan vi tage af sted, når vi vil, bare det passer med arbejdet. Så kan jeg give mig hundrede procent på hospitalet i en periode bagefter.

Dette var en af stresse-af-turene. Væk fra dagligdagen og søge ukendt land. Nu gjaldt det børnene i Bolivia.

Jeg mødtes med de ni andre frivillige i Kastrup Lufthavn. Et par stykker, Mads og Laura, havde været udstationeret før, men vi andre var helt nye på det felt. Det var nemt at finde hinanden ved gaten, for vi havde alle de mørkegrønne T-shirts med projektlogoet på.

Der var ingen ventetid i Kastrup, så det var hurtigt ind i flyet og videre til Hamborg, hvor vi skulle skifte første gang. Endnu en kort ventetid, hvor vi lige kunne nå et smut på sushibaren i transitten, og så ud til gaten til flyet med Lufthansa til La Paz, Bolivia. Heldigvis skulle vi ikke tænke på bagagen denne gang. Den skulle gerne komme med af sig selv.

På vej til La Paz var det bare med at prøve at gøre sig det behageligt. Jeg kom til at sidde ved midtergangen og med Mads på den anden side. Han var god at snakke med. Havde været i Bolivia før, så han gav mig alle de detaljer, som Bedre Børneliv åbenbart ikke mente, var nødvendige. Militæret ville stille soldater til rådighed for at garantere vores sikkerhed. Der er ret meget kriminalitet i Riberalta. Byen ligger langt mod nord i Bolivia på grænsen til Brasilien og Amazonas. Arbejdsløsheden er høj, og mange familier lever af at dyrke cocaplanter længere inde i junglen. Militæret kæmper hårdt for at udrydde markerne, men samtidig ødelægger det mange familiers indkomst, og de første, der lider under dette, er børnene. De tigger på gaderne, nogle bor dér, fordi deres forældre er døde i narkokampen. Det er børn, der er mærkede af sygdom, sorg og underernæring.

Jeg skulle heller ikke forvente mig meget af indkvarteringen. Vi skulle alle bo sammen i huset, der lå i udkanten af slumkvarteret. Der var få møbler og et par gasblus til madlavning. Der var to soveværelser i huset med madrasser og tæpper. Men vi ville arbejde i skiftehold, så der var nok ikke mange i huset på samme tid. Der ville være militærvagt ved huset og ligeledes ved den permanente klinik, som organisationen havde indrettet midt i den værste slum. Vi måtte gå rundt på egen hånd – og på eget ansvar. Vi havde et sparsomt budget og måtte handle dagligvarer på det lokale marked.

Selv om det ikke lød opmuntrende, følte jeg mig alligevel opløftet. Det var nok den største udfordring, jeg havde givet mig selv indtil nu.  Hjælp generelt til svage grupper er jo fra starten en svær opgave. Jeg vidste, det ikke ville blive let, og sikkert også risikofyldt, men tanken om succes drev mig frem.

”Hey Kass, har du lyst til et spil skak?” Der var en, der puffede til min hånd, så den ikke længere støttede mit hoved, og jeg vågnede med et spjæt. Jeg så ellers film, troede jeg, men efter flere timers snak med Mads og alle de andre var jeg åbenbart faldet hen. Jeg havde mest lyst til at fortsætte min drømmeløse søvn, men lidt hjernegymnastik ville gøre godt.

”Ja tak,” sagde jeg til Jesper, som sad på den anden side af midtergangen. Det magnetiske skakspil balancerede i hænderne på ham, og han havde allerede slået armlænet op og roteret benene ud på midtergangen.

”Jeg er hvid, så jeg starter. Vend dig lige om, så kan vi sætte spillet på knæene,” sagde han.

Som sagt, så gjort. Jeg strakte mig og satte mig godt til rette. Der gik ikke mange øjeblikke, før Mads udnyttede de nye pladsmuligheder og satte sig modsat mig med benene op ad Laura. Kort efter snorkede han sagte, men det generede ikke mit spil. Der var i det hele taget ret roligt i flyet nu, selv om det ikke ligefrem var sovetid. Jeg regnede med at kunne tage et par timer senere og igen i transitten i La Paz, så jeg koncentrerede mig om Jesper og spillet.

Da jeg senere vågnede igen, var det, fordi jeg fik et sug i maven. Jeg pustede forsigtigt ud og satte mig op.

Jesper grinede til mig. ”Vi er på vej ned,” sagde han. ”Det kommer nok til at hoppe lidt. Bliver du dårlig?”

Jeg rystede på hovedet. ”Nej, ikke sådan rigtigt. Jeg bryder mig bare ikke om nedturen.”

Flyet hoppede igen og kappede lige tohundrede meter af afstanden til jorden. Min mave forblev i de højere luftlag, med det gjorde mig ikke dårlig. Jeg kunne klare det. Til gengæld blev jeg enormt svedig i hænderne, og pulsen nærmede sig hastigheden faretruende.

”Jeg tror lige, jeg mediterer lidt,” sagde jeg og fandt min iPod og høretelefoner frem. Jeg fandt frem til Medwyn Goodall’s Invocation og skruede op på max volumen. Så lukkede jeg øjnene og lagde hovedet tilbage. Jeg mærkede Jespers trøstende hånd på min skulder, men magtede kun at løfte tommelfingeren som OK-tegn. Nedtursangsten skulle holdes nede med det samme.

Trods flyets urolige nedstigning, lykkedes det mig at forblive rolig, men ti miutter inden landing, blev jeg igen forstyrret. Denne gang var det en stewardesse.

”Vi lander om et øjeblik, så du skal lægge iPoden væk,” befalede hun og gik videre ned gennem flyet for at genere andre passager.

Jeg så surt efter hende og derefter ud ad vinduet. Det var nok ikke så smart. Indflyvningen til La Paz var uden tvivl flot, men vi tog en bue rundt om byen og kom ind fra vest, så vi kom gennem det yderste af Andesbjergene. Det virkede, som om flyet var for stort, og at bjergtinderne gerne ville pille det ned. Og så havde piloten helt klart for meget fart på. Igen fik jeg min sædvanlige følelse af, at flyet ikke ville kunne nå at stoppe inden landingsbanen endte. Pulsen steg igen, og jeg blev helt klæbrig over det hele.

”Det skal nok gå,” sagde Jesper og tog min hånd.

Jeg gav ham et skævt smil og satte høretelefonerne tilbage i ørerne med en hånd. Latterlige stewardesse. Nu skulle jeg starte forfra.

Men Jespers hånd var faktisk meget rar. Om det var, fordi han med sine femoghalvtreds år var over tyve år ældre end mig og kunne virke lidt beskyttende far-agtig, eller om det bare var min ultragode meditationsevne, der viste sig nu, så overlevede jeg landingen uden angst- og hjerteanfald.

I første omgang havde ventetiden i La Paz lufthavn virket som uoverkommeligt lange ni timer, men når man så blev introduceret til deres arbejdsgange, så var det forståeligt nok, at transitpassagerer skulle have god tid.

Da vi kom fra en udenrigsflyvning, skulle vi hente vores bagage og indchecke igen i indenrigs. Vi fik kæmpet os gennem kaos og ned til bagagekarrussellen. Der var kvælende varmt, og T-shirten klistrede fast til kroppen. Jeg savnede airconditionering, men kunne lige så godt vinke farvel til den luksus med det samme.

”Ikke klynke,” tænkte jeg. ”Du har selv valgt det, så bid det i dig.”

Det var umuligt at se bagagebåndet for mennesker. Der var enten for få bånd eller for få portører, for vi ventede i halvanden time, før bagagen kom rullende. Andreas havde møvet sig ind i et hul og stod nu og fiskede bagagen frem, efterhånden som den blev genkendt. Selv om kufferterne ikke var de største og tungeste, og flere bare var en rygsæk, kunne man tydeligt se hans armmuskler arbejde, hver gang han løftede en af båndet. Jeg kunne ikke tage øjnene fra ham og følte mig straks som en lidt uartig olding, der gloede på en langt yngre mand. Andreas var kun atten år, men havde trænet vægte i et stykke tid. Han var ikke overdrevet stor, men så ældre ud end han var – måske også fordi han havde barberet al håret af hovedet. Det gav ham måske et lidt hårdt udtryk sammenholdt med hans kropsbygning, men sandheden var, at jeg altid havde haft en svaghed for stærke mænd, der kunne beskytte mig.

Ikke fordi jeg fysisk mente, at jeg trængte til beskyttelse. Jeg havde boksetrænet i mange år og mente nu godt, at jeg kunne slå en proper næve. Jeg kunne gå helt amok på en sandsæk, men allermest nød jeg turene i bokseringen. Der var intet bedre end følelsen af adrenalin i kroppen efter en god kamp – også selv om det aldrig blev på stævneplan.

”Mads, Jesper, David, Kassandra, Maria, Andreas (det er min), Laura, Henriette, Henriette (hvor meget har du egentlig med?), Sofie, Kate (er det dig, Katarina?) – har vi dem alle sammen? Godt, op på vognene med dem og lad os komme videre,” råbte han og gik forrest.

Ved paskontrollen gik vi igen i stå. Vi var udlændinge, og Andreas’ skaldede hoved og måske lidt for maskuline fremtoning var ingen fordel. Hurtigt tog Mads over og delte os op i mænd og kvinder. Han var kort for hovedet, men dét og hans effektivitet fik skabt en god atmosfære.

”Vi er nødt til at have lidt tålmodighed her,” informerede han. ”De ser stoffer alle vegne, og det nytter ikke noget at sætte det sure fjæs op. Vi skal alle vitiseres, og bagagen gennemgås. OK?”

Vi nikkede og accepterede det uundgåelige. Det tog sin tid. Ikke mindst fordi tolderne var ligeglade med vores ting og bare rev alt ud af bagagen og efter godkendelsen skubbede det hele over i et hjørne, hvor vi så kunne pakke det hele pænt ned igen. Vi blev spurgt om vores intentioner med rejsen, og vores visum blev tjekket. Men vi blev clearet alle sammen, og så var der også gået to timer mere af vores ventetid. Den lur, jeg havde satset på, begyndte mere og mere at ligne en drøm.

Vi fulgte de spanske skilte til indenrigs check-in, hvor vi igen fandt en længere kø, der ventede på, at skranken skulle åbne. Jesper gik og vendte kort efter tilbage med en masse juicebrikker og burritos. Vi slog os ned, hvor vi stod, i en stor rodet bunke. Kalorierne røg lige i blodet og højnede humøret. Snakken bredte sig lystigt. Vi havde kun været sammen i knapt et døgn, men situationen skabte et sammenhold – vi havde alle samme mål og opgave, og det satte os ligesom på samme niveau. Ingen var bedre end de andre, og alle kunne tale med alle. Den eneste undtagelse var Henriette – hendes kemi var bare helt forkert, og allerede i Kastrup havde hun generet mine nerver. Hun virkede på en måde for fin og bedrevidende, også selvom hun ikke sagde så meget og på ingen måde prøvede at tage styringen. Jeg havde bare en følelse af, at hun snart ville brokke sig over de sparsomme forhold, og tænkte på, hvorfor hun havde meldt sig til dette projekt. Jeg prøvede at lukke af for hende.

Jeg hev mobilen frem og tjekkede dækningen. Der var god forbindelse, så jeg ville udnytte muligheden og ringe til min mor. Det var egentlig kun for vanens skyld, at jeg havde taget den med, for mobildækningen i Riberalta var elendig – især dér hvor jeg skulle være, men de få steder, hvor det var muligt, ville jeg gerne lige have kontakt med familien.

Mens den ringede, fandt jeg mit nye armbåndsur frem fra tasken. Normalt går jeg aldrig med ur. Jeg bruger mobilen, for den ligger stort set altid i lommen. Men her, hvor der var stor fare for overfald og røveri, og samtidig ikke var den bedste dækning, ville det nok være en smart idé at være lidt gammeldags.

”Det er Hanne,” sagde en søvnig stemme.

Ups, klokken var jo allerede fire morgen i Danmark. ”Godmorgen, mor.”

”Godmorgen skat. Hvor er det dejligt, at høre fra dig. Gik turen godt – er du nået frem? Nogen søde mænd?”

Typisk min mor at prøve at finde mig en date. Selv i en af verdens afkroge. Jeg smilte. Måske havde hun ikke helt uret. Jeg kiggede stjålent over på Andreas, men blev så lidt flov over det. Vi skulle først og fremmest arbejde og hjælpe.

”Ja, nej og ja, mor. Vi er strandet i La Paz og venter på næste fly. Det var nemt at finde de andre i Kastrup, og vi har haft en fin tur herover. De er ret flinke.”

”Lyder godt. Kan jeg få fat i dig derovre? Ved du, hvordan forholdene er?”

”Mobildækningen er vist ikke-eksisterende, når vi kommer frem. Men jeg skal melde mig på Bedre Børnelivs kontor hver søndag. De har fastnettelefon, så jeg lægger beskeder til dig dér. Du har nummeret. Det står i den info-mappe, jeg gav dig.”

”Så siger vi det. Jeg kommer til at savne dig, skat. Tre måneder i slum er lang tid. Pas godt på dig selv derovre, ikke?” Min mor hørte ikke til den sentimentale del af befolkningen. Lange samtaler med formaninger og blødende hjerte var ikke lige hende. Og heller ikke mig. ”Kort men godt,” sagde mor altid. Det var der vist noget om. Især når det nu var mig, der betalte for samtalen.

”Jeps, vi snakkes, mor. Hej hej.” Jeg slukkede mobilen helt. Det ville nok vare længe, før den skulle bruges igen, så jeg pakkede den langt væk i tasken.

Da jeg så op igen, hev Jesper sit skakspil frem, og så startede en hel holdturnering. Vi var sammen to og to, og ikke alle spillede helt fair, men det gav kun anledning til hujen, tuden eller bifald, afhængigt af hvor groft snyderiet var. Tænk, jeg havde altid troet, at skak var et stille og tænksomt spil, men ikke i denne forsamling. Vi fik aflivet nogle timer mere, indtil bagagen kunne checkes ind, og så nåede vi alligevel en lille på øjet i stolene ved gaten.

Indenrigsflyet var så småt, at både hånd- og stor bagage skulle i lasten. Vi sad i to rækker på den ene side, og en række på den anden. Jeg kiggede bedende på Jesper, og han satte sig pænt ved siden af mig.

”Det bliver en kort tur,” sagde han trøstende.

Jeg nikkede og kiggede ud på propellerne. ”Ja, men det er varmt og fugtigt. Vi kommer sikkert til at hoppe hele vejen.”

Vi fløj den direkte vej nordpå, og jeg havde ret: Varmen fra den lavere del af Bolivia steg opad fra øst og fik flyet til at ryste helt vildt. Men udsigten var utrolig smuk i den tidlige morgen, og med Jespers hånd i min og en vild natur til at aflede opmærksomheden fra flyet havde jeg det faktisk helt godt. Og jeg overlevede også landingen denne gang.

Det var lunt, da jeg steg ud af flyet i Riberalta Lufthavn. Det kunne lige så godt have været koldt på denne tid af dagen, så det var nok et godt varsel om, at dagen ville blive dejlig varm senere.

Laura tog sin jakke af og bandt den omkring livet. Hun så op mod solen, der var delvist gemt bag en varmedis.

”Jeg er ikke sikker på, at det holder tørt,” sagde hun og så skeptisk ud. ”Lad os få hentet bagagen og se, om transporten er her.”

”Hvad er det for en transport,” spurgte Henriette ”Er der bestilt en taxa?”

Jeg smilte lidt for mig selv. Det var måske OK at skulle køre taxa her, men alligevel var det en ting, der kolliderede med min opfattelse af at skulle hjælpe fattige. Jeg havde heller ikke selv tænkt over det med transporten før nu, men jeg var sikker på, at organisationen havde fundet den mest praktiske og økonomiske måde at få os fragtet på. Til informationsmødet i København måneden forinden havde de bare sagt, at vi ville blive hentet i lufthavnen.

Mads så mit tænksomme udtryk, skyndte sig at forklare.       

”Bedre Børneliv har en gammel minibus, som vi bruger her,” informerede han os alle om. ”Det er en gammel potte, men den er til vores rådighed hele tiden, og det letter vores arbejde. Det er meningen at vi skal bytte med den gruppe, der nu har været her i tre måneder. De skal hjem i dag og venter på os udenfor. Bilen holder på parkeringspladsen.”

”Nååå.” David lyste helt op. Han så ud, som om han lige havde løst en kompliceret opgave. ”Det er derfor, der er så lang ventetid, når vi skal hjem igen,” sagde han. ”Hvis de andres fly nu skulle være forsinket.”

Laura vendte sig helt om og gik baglæns hen mod terminalen, men hun gav David tommel-op med begge hænder.   

Vi grinte alle af dem, men jeg måtte give David ret. Der var flere og flere detaljer, jeg gerne ville have vidst mere om, inden jeg tog af sted. Det betød måske ikke noget på den lange bane, og jeg havde følt mig velinformeret op til rejsen, men efterhånden som vi blev mere involverede, var jeg glad for at have folk som Mads og Laura med. De virkede rolige, som om de små nye (for os andre) informationer ikke betød noget og bare var hverdag her. Og det var måske lige det, der var essensen i det hele. Jeg ville gerne have været mere forberedt på, hvad virkeligheden var. Jeg havde jo rejst meget og set meget, men det var korte ture som turist på hike på et øde bjerg, og der sker der ligesom ikke så meget. Der havde jeg selv arrangeret turen og hundrede procent forberedt mig på valuta, visum og vejrforhold. Her blev det hele leveret til mig i en mappe og gennemgået på et informationsmøde på tre timer. Selvfølgelig var der ting, der ikke blev sagt, for så skulle vi nok sidde der endnu, men følelsen af uro lå og ulmede.

Jeg gøs lidt og prøvede at ryste det af mig. Det var bare, fordi jeg ikke selv havde hele kontrollen. Pjat. Og samtidig glædede jeg mig til at komme i gang, så disse små ting også kunne blive hverdag for mig.

Riberalta Lufthavn var ikke stor, og da vi kom ind i det samlede ankomst/afgangs-område, stod vores bagage pænt samlet i et hjørne. Der var ingen, der passede på den, og de få sikkerhedsfolk, vi kunne se, stod og dirigerede afgangspassagerne gennem metaldetektoren.

”Ikke mere sikkerhedstjek?” spurgte Maria Mads.

”Nej, det ser ikke sådan ud,” svarede han, ”men nu har vi jo også lige været igennem den store tur i La Paz, så det er ikke sikkert, at de også gider her.”

Mads gik alligevel afslappet uden om afgangskøen og hen til sikkerhedsfolkene for at spørge dem, om vi bare kunne tage bagagen. Det kunne vi godt, så vi fandt hver vores.

Ovre i et hjørne sad en gruppe på ti – blandet i køn og alder og i grønne T-shirts ligesom os. Det var den gruppe, der nu skulle hjem. De så alle sammen lidt nussede ud, men dog glade. Da vi fik øje på dem, vinkede de, men rejste sig først, da vi var kommet helt derover.

En af kvinderne gav hånd til os alle. ”Hej, jeg hedder Sarah. Var det en god tur?”

Vi mumlede bekræftende, og David kastede sig ud i et længere referat af turen. Det var vist ikke helt Sarahs mening, men det var alligevel sjovt at høre Davids version af turen. Vi grinte lidt af ham – han forklarede meget malende om oplevelserne. Helt klart en person, jeg ville holde mig til senere, når vi skulle få aftenerne til at gå uden TV. Han var ligesom et skud sukker, og oplivede tog vi en hurtig afsked med den anden gruppe. De ville gerne nå flyet nu, og de havde lagt en rapport i huset, som vi kunne gennemgå og arbejde videre ud fra. Mads fik nøgler til bilen (de havde parkeret den i skyggen under et stort træ. Fedt) og til huset (der var også to reservenøgler), og så var de af sted.

”Afgang,” sagde Mads og slog ud med den ene arm mod døren. ”Lad os komme ud i Riberaltas vidunderlige trafik. Det er heldigvis morgen, og så er trafikken ikke så tæt i centrum.” Ironien var let at tyde, men endnu havde jeg ikke haft fornøjelsen af at besøge en storby uden trafikale udfordringer. Og Riberalta var vist stor nok.

”Jeg håber ikke, at det tager for lang tid,” brokkede Henriette sig. ”Jeg bliver nemt køresyg, når det er varmt.”

Jeg tog en dyb indånding og pustede langsomt ud. ”Det er da OK,” sagde jeg til hende, ”du sidder bare foran med Mads. Jeg vil gerne sidde bagved.”

Da vi fulgtes ud til bilen tog Mads fat i min arm, og holdt mig lidt tilbage.

”Jeg har på fornemmelsen, at du ikke bryder dig så meget om Henriette?” Det var nærmere en konstatering end et spørgsmål.

”Det har du ret i,” bekræftede jeg, ”vi har bare ikke samme kemi. Hun tirrer mine nerver.”

”Ja,  men det gælder de fleste af os, kan jeg mærke, så skal vi ikke bare prøve at deles lidt, og så se om vi finder en niche til hende?”

”Selvfølgelig, og i bilen er hendes niche forsædet, hvor hun sidder alene.” Jeg smilede til ham. ”Med mindre du hellere vil sidde ved siden af Laura? I  virker som om I kender hinanden godt...” Jeg lod spørgsmålet stå åbent, så kunne han vælge at svare kort eller snakke, hvis han havde lyst. Han valgte det sidste.

”Jeg skal nok få tid med Laura. Vi var jo også sammen hernede sidst, og kom ret tæt på hinanden. Desværre fik vi ikke set ret meget til hinanden da vi kom hjem til Danmark, men nu vil jeg prøve at give det en chance igen.”

Vi var ved at indhendte de andre ved bilen, så han blev lidt kort for hovedet. ”Arbejde først, fornøjelser bagefter.” Han blinkede til mig.

Mads sad med venstre arm ud af den nedrullede rude. Han havde drejet sig lidt skråt i sædet, så benene kunne bevæges lidt. Motoren stod i tomgang, og blæseren kørte for fuld drøn, men bilen var stadig kogene. Solen stod højere på himlen nu, og disen var brændt væk. Den regn, Laura havde forudset, lod vente på sig. Køen, vi holdt i, havde ikke rykket sig en millimeter den sidste halve time, og varmen gjorde os alle døsige. Selv Henriette havde droppet kørelærer-attituden og sad passivt og gloede ud ad vinduet. David, Maria, Sofie og Laura havde klemt sig ind på de tre sæder bagved dem. Laura havde sat sig lige bag Mads, og de sad og hviskede stille sammen. Jesper og jeg var gået i gang med et slag skak igen på bagsædet. Andreas sad tæt op ad mig – både fordi han ville følge med i spillet, men også fordi Katarina skulle kunne være der.

Jeg var meget bevidst om den måde, Andreas sad op ad mig på. Han lugtede godt, selv om han var varm og let svedende. Han havde ansigtet tæt mod min nakke for at kunne kigge mig over skulderen. Hans ånde kildrede mig op ad halsen, og jeg kunne mærke hans brystmuskler trykke mod min ryg. Jeg måtte gøre en indsats for ikke at trække været hurtigere, men jeg kunne mærke mit hjerte sætte farten op. Godt, der var varmt i bilen, for mine kinder begyndte at blusse.

Jesper lavede et godt træk. ”Ha,” sagde han. ”Tag den.”

Det brød atmosfæren omkring mig, og jeg prøvede at koncentrere mig igen. ”Ja ja, bare vent du, jeg giver ikke bare op. Jeg fører stadig i det samlede regnskab.”

Jeg flyttede en brik og rakte så ud efter det bykort, der lå nede ved mine fødder.

”Nu skal jeg.” Andreas var hurtigere. Han satte den ene hånd på mit lår (ret højt oppe) og bukkede sig helt ned i bunden af bilen og fiskede kortet op. Jeg turde ikke bevæge mig. Det var bare irriterende, at jeg skulle reagere sådan på Andreas. Især når alle de andre var til stede. Jeg tog kortet og begyndte at vifte mig i ansigtet med det. Det hjalp.

”Tak, Andreas.” Jeg fik det heldigvis til at lyde afslappet og normalt. Gad vide, om han også kunne mærke mine reaktioner, eller om det kun var mig.

”Ingen årsag. Altid til tjeneste,” mumlede han og gav mit lår et kort klem, inden han satte sig tilbage igen.

Egentlig nød jeg Andreas’ lille flirt, og når vi havde hjulpet børnene en hel dag, kunne der måske også blive tid til andet.

Jeg mistede to bønder og en løber, mens tankerne omkring Andreas ødelagde min koncentration, men heldigvis blev spillet uafgjort. Chaufføren i bilen bagved satte hånden på hornet og lod det tude nogle lange sekunder. Jesper blev forskrækket og flyttede fire brikker i stedet for det tårn, han var ved at liste ned mod min dronning. Mads spjættede og fik så hurtigt gang i bilen, at jeg røg langt ind over Andreas. Helt forfjamsket fik Mads sat foden på bremsen med sådan en kraft, at bilen igen stoppede på stedet. Jeg røg væk fra Andreas, ind over skakspillet og ned i skødet på Jesper. Jeg kiggede op: På sædet foran lå Laura, David, Maria og Sofie og rodede rundt. Bilkøen var kommet i gang igen foran os, men ingen af os havde lagt mærke tid det. Chaufføren bagved lænede sig ud ad vinduet og råbte en masse på spansk til Mads. Jeg forstod ikke det hele, men meningen var ikke til at tage fejl af.

”Åh, luk selv røven,” brokkede Mads sig og fik gang i bilen igen. Han og Henriette var de eneste, der havde seler på, og var helt upåvirkede af kænguruhoppet. Laura havde siddet med snotten helt op mod Mads’ sæde, og nu holdt hun stramt om næsen, mens hun ledte efter et papirlommetørklæde. Blodet løb ned af armen og dryppede fra albuen. David viste sig som en gentleman og tryllede en pakke frem fra lommen og fik hende lappet sammen igen.

”Tak, David,” snøvlede hun. Med den frie hånd klaskede hun Mads i baghovedet.

”Undskyld,” svarede han, ”men jeg blev sgu helt forskrækket.”

Mads parkerede uden for et slidt toetagers hus i udkanten af det fattige kvarter på grænsen til slummen. Huset i sig selv var ret anonymt og lignede alle de andre huse på gaden. De varierede i lyse pastelfarver: grønne, orange og blå. Farverne var afskallede og matte af manglende vedligeholdelse. Der var hegn om de fleste grunde, men heller ikke de var vedligeholdte, og flere var hullede her og der. Men jeg var ikke bange for, at jeg ikke ville kunne finde huset, når jeg begyndte at gå rundt for mig selv, for uden for lågen i hegnet til vores hus stod en bevæbnet soldat. Den eneste i hele gaden. Hans tilstedeværelse var så åbenlys i den ellers tomme gade, at det gjorde huset specielt.

Det var normalt for de dyrere kvarterer at hyre privat vagtværn, for indbrud her betød ikke bare irritation og stjålne ting. Ofte fandt man beboerne gennemtævet eller voldtaget, og vagtværn nedsatte risikoen betydeligt. Men her i gaden var der ikke råd til andet end hegn og håbet om det bedste. Da Et Bedre Børneliv havde gjort en stor indsats gennem lang tid, havde regeringen stillet soldater til rådighed for at optimere vores sikkerhed. Der var døgnvagt både ved huset og ved klinikken.

Vi væltede ud af bilen alle ti. Bagagen blev trukket frem fra bagagerum, under sæder, og hvor der ellers lige havde været plads. Soldaten gik hen til os og gav hånd til alle:

”Goddag. Raul.” Han præsenterede sig høfligt. ”Nu skal jeg vise jer indenfor. Skal jeg tage noget det dér?” Han nikkede mod den rodede bunke, der udgjorde vores bagage. Vi mumlede alle ”Nej tak” og fandt hver vores og fulgte efter Raul ind i huset.

Vi kom direkte ind i et stort køkken, der fyldte halvdelen af nederste etage. Herfra gik vi ud i en kort gang, hvor der var en trappe op til første sal til venstre og en lukket dør til højre. Raul viftede med armen mod døren.

”Toilettet,” informerede han. ”Der er rindende vand.”

”Fedt,” sagde vi alle i kor og grinede ad, at vi alle lød lettede. Så var der da ingen spande, der skulle tømmes. Ingen lortetjans.

Henriette åbnede døren og kiggede ind, mens jeg fortsatte ind i det sidste rum i stueetagen, der næsten var tomt på nær et par reoler til tøj og madrasser til at sove på. Jeg kunne høre hendes begejstring tydeligt.

”Nej, der er bruser også. Herligt.”

Derefter lyden af vand, der løber i rørene (det gav en hul dunkende lyd), og så endnu et udbrud:

”Øv, der kommer jo næsten ikke noget vand ud. Hvordan skal jeg kunne vaske hår i det?”

Jeg sukkede og rystede på hovedet. Hvis jeg kunne lære at se bort fra hendes negative holdninger, så kunne hun godt gå hen og blive ufrivilligt underholdende. Men hun havde trods alt et større problem end mig, for mit korte mørke hår krævede ikke lige så meget vand som Henriettes lange manke.

Vi fortsatte vandringen ovenpå, men det var hurtigt overstået. Op ad trappen og til venstre lå en stue lige over køkkenet. Det var nogle lidt slidte sofaer og lænestole og nogle reoler med diverse spil og bøger. Til højre for trappen var endnu en sovesal med reoler og madrasser. Maria, Kate, Henriette, David og Sofie smed deres ting på hver deres madras. Jesper så skeptisk på David.

”Har du forestillet dig, at du skal ligge alene her med fire tøser?”

”Jep, dem kan jeg godt holde i ørerne. De kan ikke stå for min rå mandighed,” svarede han og bankede sig på brystet.

Vi vendte tilbage til køkkenet. Maria og Sofie begyndte at gennemgå skabe og skuffer og noterede beholdningen af madvarer og andre ting til husholdningen. Jeg gik med Mads, Laura, Andreas, Jesper ind i sovesalen ved siden af og fik fordelt madrasserne. Jeg fandt tre hylder til mit tøj og tasker. Da alt var på plads, afprøvede jeg lige toilettet. Bruseren, Henriette havde omtalt, var sat på håndvaskbatteriet. Der var både varmt og koldt vand, og det havde jeg ikke forventet. Jeg afprøvede bruseren ned i håndvasken, og der var ganske rigtigt ikke meget gang i den. Til gengæld væltede det ud af vandhanen i håndvasken, så jeg regnede med, at vi kunne klare problemet med noget afkalkning eller måske en anden bruser. Det ville være rart, hvis vi kunne få den til at virke. Jeg så mig om efter et forhæng eller lignende, men der var ikke noget. Der var ikke andet at gøre end at stille sig hen i det ene hjørne (så langt som slangen tillod) og så prøve på ikke at sprøjte hele toilettet til med vand.

Jesper bankede på døren.

”Hva’, er du færdig derinde?” råbte han, ”eller du faldet i?”

”Jeg er færdig. Kom bare ind,” svarede jeg.

Jesper åbnede døren og kikkede ind.

”Går det an?”

Jeg nikkede. ”Bruseren er ret dårlig. Måske skal vi se på en ny nede i byen? Det ville jo fedt med et bad af og til.”

”Jeg tror ikke, det indgår i budgettet. Så havde de andre nok fundet en ny, da de kom.” Han tog bruseren og prøvede den af. ”Den ser ikke tilkalket ud. Måske er det tilkoblingen,” funderede han og skruede slangen af. Han åbnede for vandet og sendte en flot stråle op med loftet og ned over mig.

”Tak, Einstein.” Jeg skyndte mig at lukke for vandet igen. Hvis bruseren ikke står på budgettet, så betaler jeg gerne selv for en ny.

”Så deler vi. Du skal ikke stå med det alene. Vi tjekker det ud senere, ikke?” Han rakte mig håndklædet og daffede ud i køkkenet.

”Hvad så drenge og piger, skal vi starte med en tur i byen?” spurgte han.

Det viste sig, at vi manglede temmelig mange ting, så halvdelen af os tog bilen ned til markedet. Jeg tog med for at se ruten derned og lige finde ud af, hvor vi var. Vi efterlod Raul ved lågen, hvor han skulle stå to timer mere i solen inden vagtskifte. Han så ikke påvirket ud, men han var jo også soldat.

Turen ned til markedet var kort og nem at huske. Det ville ikke tage mere end et kvarter at gå derhen. Vi fandt en parkeringsplads bag kirken og gik så over til markedet, der var stort og godt forsynet. Madvarerne var billigst her, så det ville være det foretrukne indkøbssted.

”Du Mads, hvor finder vi en ny bruser,” spurgte Jesper. ”Kass og jeg vil gerne investere i en.”

”Så skal vi nok ned i centrum til det store center, der er dernede. Det vil nok tage over en time.”

Jeg hev hurtigt halvandenhundrede af mine egne boliviano (BOB) op af lommen og gav dem til Jesper.

”Kan I to så ikke køre derned og finde en bruser, så skal vi tre nok bære varerne hjem?” spurgte jeg.

Mads og Jesper forlod os for at køre videre. Jeg gik med Andreas og Laura over til grøntsagsboderne for lige at få de sidste ting med. Vi fordelte poserne imellem os på retfærdig vis, så Andreas kom til at bære noget mere end os piger. Turen hjem var varm og hyggelig. Vi hilste på Raul, da vi gik ind gennem lågen. Det var en rar og tryg følelse at se ham stå der. Vi havde intet set til den kriminalitet, vi efterhånden havde hørt så meget om, men det var alligevel rart at vide, at han stod der.

Vi blev modtaget i et renskuret køkken af tre trætte piger, der havde okset rundt i halvanden time med kost og spand. De var godt røde i kinderne og så meget trætte ud, men det var godt arbejde at gøre køkkenet rent fra starten af. Henriette så helt upåvirket ud, og det viste sig også, at hendes andel var at styre arbejdets gang.

”Pas nu på, at du ikke overanstrenger dig,” kommenterede Andreas lidt syrligt.

David stak hovedet ud fra toilettet. Han så også lidt rødmosset ud. ”Har I en bruser med? Det er umuligt at få gang i den her.”

”Jesper og Mads er på jagt efter en,” sagde jeg og kiggede ind på toilettet. ”Det har du gjort godt. Ser fint ud.”

Maria, Sofie og Andreas lavede mad. Den talende kogebog, Henriette, fik alle detaljerne med gennem hele forløbet, og det var mere held end forstand, at hun ikke selv endte som hakket kød i retten, for Andreas styrede den skarpe kniv, og hans højre arm lavede flere og flere udfald mod hende, efterhånden som tiden gik. Hun så ikke engang bekymret ud. Sjovt at hun bare ikke fattede, at ingen gad høre på hende.

Jesper og Mads nåede hjem i tide til at sætte bruseren op, inden maden var klar. Alle klemte sig sammen i døråbningen til toilettet og kom med passende råb og kommentarer, da Jesper endelig kunne stramme den sidste skrue og tænde for vandet, så en flot tyk stråle løb ned i vasken. På vej tilbage tog Jesper min ene hånd og lagde nogle mønter i den.

”Resterne af din andel,” sagde han. ”Den var ikke så dyr.”

Jeg puttede pengene i lommen. ”Tak. Den ser ud til at være pengene værd.”

Under aftensmaden var der livlig snak om alle de nye indtryk. Men da alle var ved at være færdige, bankede Mads på glasset og rejste sig op. Han rømmede sig: ”Tak for mad Andreas, Sofie og Maria.” Han nikkede mod hver enkelt, da han sagde deres navne.

”Inden vi bliver for trætte efter dagens strabadser og den gode mad, er der lige nogle praktiske ting, vi er nødt til at forholde os til, og det behøver vi ikke at gøre stående.” Han satte sig ned igen.

”For det første skal vi have lavet arbejdshold. Det er de hold, vi vil være på under hele opholdet her, og der skal være fem på hver. Jeg foreslår Maria, Sofie, Henriette, Kate og David på det første hold: A-holdet. I har allerede indtaget sovesalen ovenpå, og det virker, som om I går godt i spænd sammen. Nogen problemer i dét?” Han så igen på hver enkelt, og da ingen havde yderligere kommentarer, fortsatte han. 

”Vi skal skrive rapport hver dag. Jeg har det bedst med, at det ansvar tildeles én person fra hvert hold. Vi får nogle timer sammen her i huset om natten, men de to skrivere må finde et tidspunkt, hvor de kan koordinere og få samlet rapporterne i denne mappe.” Han lagde hånden på et tykt ringbind. ”Det er sådan, at dette ringbind er fra det hold, der lige er taget hjem. Vi fortsætter rapporten i et nyt ringbind, og når vi tager hjem om tre måneder, så vil vi tage deres med og lader vores ligge. Bedre Børneliv er de tre måneder bagud med det skriftlige materiale, men hver søndag skal vi ned på kontoret og berette overordnet, så de ved, at vi har det godt. Det er vigtigt, at den gamle rapport bliver liggende, så næste hold har noget at støtte sig til og arbejde videre med.”

Han pegede på David med gaflen. ”Vil du ha’ tjansen?” spurgte han.

”Ja, det er OK.” nikkede David.

Mads så rundt på os andre. ”Så bliver vi gruppe to, altså B-holdet,” sagde han. ”Andreas, Jesper, Kass, Laura og mig. Kass, vil du være skriver?”

Jeg blev lidt overrasket, men takkede ja til opgaven. Hellere skrive romaner hver dag end fx at komme på madholdet. Så ville vi alle dø af sult meget hurtigt, for mine evner i et køkken var ikke værd at prale med. Til daglig levede jeg fint på små hurtige retter, og på turene rundt omkring var det dåsemad og frysetørrede pakker. Jeg syntes det fungerede godt, og det holdt mig slank. Min mor syntes det var spild, når nu verden var fuld af god mad, og hun syntes, jeg var underernæret – men der skulle heller ikke så meget til. Mads afbrød mine tanker:

”Jeg laver en skitse over arbejdsfordelingen med de huslige pligter og hænger den op her i køkkenet. David og Kass er undtaget. Hvis man bliver forhindret af en eller anden grund, tager de andre på holdet over, og så må man senere bytte internt. Der er ikke noget, der hedder det er ikke min tur eller sådan noget. Alle hjælper med at få hjulene til at køre rundt. Henriette og Jesper, I tager opvasken i aften, David og Kass skriver rapport fra i dag og aftaler, hvad I nu skal aftale, Maria, Sofie og Andreas lavede mad og Laura og Kate har vist også været i gang, så I kan sørge for jeres ting, eller hvad I nu har lyst til, så laver jeg arbejdsliste. Nogen indvendinger?”

Det lod til, at alle var enige, så vi brød op og begyndte på hver vores. Dem, der ikke havde pligter, gik i bad og ordnede deres ting. David og jeg flikkede en rapport sammen og aftalte, hvordan vi skulle skrive fremover. Efter en time var vi færdige, og toilettet var frit. Jeg fandt min toilettaske og brugte tyve minutter i himmerige under en varm bruser, samtidig med at jeg fik børstet tænder. Det havde været et langt døgn, og jeg var fuldstændig smadret. Da jeg havde ryddet op på toilettet, sagde jeg godnat som den første og lagde mig på den eneste frie madras mod reolerne. Der gik ikke mange minutter, før jeg var i drømmeland.

Tilbage til toppen